Ny afspiller på web
DR LYD · KONCEPT & UI · RESPONSIVE WEB · 2023–2024
Webafspilleren haltede efter appen i både funktioner og finish. Nu deler de niveau, og web fik noget, appen ikke havde: live fra P3-studiet.
LEVERANCER
UI-design
UX-samarbejde
Nye responsive komponenter til DR's designsystem
Tilgængelighed
UDFORDRINGEN
Web havde været nedprioriteret i årevis. Afspilleren kørte kun i fuldt browservindue, og uden log ind var der hverken kø, fulgte serier eller radioguide. Podcasten fra morgentoget kunne ikke genoptages ved skrivebordet. Samtidig viste en brugerundersøgelse, at rigtig mange lytter netop på desktop, mens de arbejder. Opgaven var at få webafspilleren på niveau med appen.
LØSNINGEN
Jeg designede den nye afspiller ud fra ønsker indsamlet i et spørgeskema på web og testede prototyper på kolleger i DR, i tæt parløb med UX og udviklerne. Fire beslutninger bar designet:
Afspilleren kan trækkes ud af browseren. Lyden fortsætter, selv om vinduet lukkes, og i mindste udgave er kun kontrollerne og en infolinje tilbage. Så kan den ligge og svæve i hjørnet af skærmen i stedet for at fylde et helt vindue.
Live-video direkte i afspilleren. Der blev sendt video fra P3-studiet, men den gemte sig bag et link på P3's egen side. Især på hjemmearbejde vil mange gerne kunne se, hvem der sidder i studiet, så nu ligger videoen i afspilleren i lille eller fuld skærm. Vi startede på web for at teste interessen, og funktionen er siden rullet ud i appen. Undervejs skiftede vi webcam-ikonet ud, fordi ingen forstod, hvad det betød.
Log ind og synk på tværs. Web fik kø, fulgte serier og radioguide, og afspilningen følger med. Episoden fra toget kan genoptages ved skrivebordet, og det, du hører på web, står som afspillet i appen."
Designsystemet voksede med. Afspillerens komponenter blev designet i responsive versioner og føjet til Storybook, så app og web nu deler system. Dark mode kom først som en toggle og følger i dag brugerens egne indstillinger. DR Lyd er stadig den eneste side på DR, der findes i dark mode. Og afspilleren blev gjort tilgængelig, hvilket den gamle ikke var.
RESULTATET
En undersøgelse efter udrulningen viste meget positiv respons, og klagerne over afspilleren faldt til et minimum. Live-videoen blev taget så godt imod, at den siden er rullet ud i appen.